Historien på Cirkuskroen
Del 1
På Skovvejen 23 i Århus, tæt ved havnen og ikke langt fra centrum, ligger værtshuset Cirkuskroen. Cirkuskroen er døbt af den kendte cirkusfamilie Miehe, der i en årrække drev stedet. Restauratør Lars Brændstrup Andersen, som også kaldes ”Klovnen” af sine stamgæster på grund af sin ustyrlige og utrættelige trang til at underholde alle iført sit klovne-kostume, overtog stedet den 1. februar 1997. Han overdrog stedet til hans datter Pernille Harbo Brændstrup Andersen den 1. januar 2023, og det bliver i dag drevet i samme ånd.
Lars´ interesse for Cirkuskroen kan beskrives som et årelangt kærlighedsforhold, da Lars forud for ejerskabet ugentligt leverede øl til værtshuset, og ligeledes var stamgæst. Lars har sat sit præg på værtshuset, men den miehe´ske ånd har fået lov til at leve videre og udfolde sig i form af bl.a. nyanskaffede klovnedukker og Miehe-familiens gamle cirkusplakater, der udsmykker væggene.
Del 2
Set udefra er Cirkuskroen et ganske almindeligt værtshus, men så snart man træder indenfor bemærkes forskellen. Klovne i massevis hænger på vægge og i loftet, og de farvestrålende artister i alle størrelser viser, at Lars alias ”Klovnen” er en afholdt mand, idet hver eneste er skænket i gave af gæster. Resten af udsmykningen er utraditionel: På de flotte gamle træborde står der små keramikpotter med ægte planter i, der hænger cirkusprogrammer på væggene fra Miehe-familiens storhedstid og på et vejskilt, der hænger over indgangen til det bagerste lokale, står ”Klovnogade”.
Del 3
De charmerende men trange rækkehuse på Skovvejen (”de små grå boliger”), der i sin tid blev bygget som arbejderboliger, dannede indtil for nylig rammen om op til to børnerige familier. I nummer 23 har der fra starten af været beværtning. Værtshuset har tidligere heddet ”Café Skovlyst” og ”Skovvejens Café”, hvilket selvfølgelig skyldes beliggenheden overfor Århus Fiskerihavnen.
Det kendte og elskede Cirkus Miehe, der turnerede fra 1884 til 1958, blev grundlagt af Heinrich og Louise Miehe i 1871, Under Cirkus Miehes forestillinger var der en hel speciel, intens atmosfære, som tryllebandt publikum. Stemningen bevirkede, at publikum vendte tilbage sæson efter sæson, og dermed blev stamgæster. Mest kendt var klovnen August Miehe, der optrådte som dummepeter. Af cirkusentusiaster huskes Cirkus Miehe stadig som det cirkus, der gjorde det største indtryk. Savnet var derfor stort, da cirkuset valgte at takke af.
Del 4
Oda Pfänner var medlem af cirkusdynastiet Miehe, og hun var vant til at ”leve med et hus på ryggen”. Da cirkusoptoget engang kom forbi Skovvejen, siges det, at Oda tog ét blik på de små grå boliger, og udbrød: ”Her vil jeg bo en gang!”. Oda fik opfyldt sin drøm, da hun i 1960 sammen med sin mand Eugen købte et hus på Skovvejen, hvori der lå et værtshus. Hun omdøbte værtshuset til Cirkuskroen, da det skulle bære præg af hendes tidligere virke.
Lars og hans familie er selv cirkusentusiaster og er præget af stedets historie, og har valgt at drive Cirkuskroen i den gamle Miehe´ske ånd.
(Oda døbte værtshuset Cirkuskroen den 5. marts 1960)
Del 5
Cirkuskroens koncept er, at ”alle skal have det rart og hygge sig”, når de besøger værtshuset. Værtshusets motto: ”Stedet hvor livet leves” fremgår tydeligt mange steder på værtshuset.
Idéen på Cirkuskroen er modsat de moderne caféer og barer i Århus, vil man gå mod strømmen og bibeholde det traditionelle danske værtshus, hvor folk af alle typer føler sig hjemme og godt tilpas. Det er derfor nødvendigt, at miljøet og stemningen er unik. Dette gøres bl.a. ved at holde fast i den gamle Miehe´ske ånd, og bidrage selv med en del af showet. Den antikke indretning, de utallige klovne og malerier er derfor ikke noget helt tilfældigt.
Målet for Cirkuskroen er overordnet, at alle skal tiltrækkes af værtshuset pga. oplevelserne, stemningen og den gode service, og have et ønske om at komme igen.